– En personlig beretning af en anonym kvinde med alopecia areata, som ønsker at skabe fokus på vigtigheden af hårdonation.
starten på min identitetskrise
Som 21-årig tog mit liv en drejning, da jeg en mandag morgen opdagede en stor skaldet plet i min hovedbund. Jeg var fortvivlet og ked af det. Jeg ringede til lægen og fik en tid senere på ugen. Min læge vurderede, at jeg led af pletskaldethed. Han henviste mig til en hudlæge, som skulle give mig en egentlig diagnose. Hos hudlægen fik jeg det bekræftet: Jeg lider af pletskaldethed, også kaldet alopecia areata.
Jeg gik fra hudlægen med et ret negativt mindset. Hvordan skulle jeg nu leve med den her sygdom? Jeg var oprigtigt ked af det og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv.*
Da jeg kiggede mig i spejlet for første gang efter mit besøg hos hudlægen, føltes det som om, jeg kiggede på en fremmed. Håret havde altid været en del af mig. Det var noget, jeg aldrig havde tænkt over, før det pludselig var væk. Jeg husker stadig tydeligt følelsen af det pletskaldede hoved mod pudebetrækket om natten. Den kølige brise, der strøg hen over mit manglende hår, når jeg gik ud.
En øjenåbner
I starten forsøgte jeg at acceptere det som en ny del af mig selv. Jeg prøvede hatte, tørklæder og endda at gå ud uden noget på hovedet. Men jeg var konstant opmærksom på, at jeg manglede hår på dele af hovedet. Jeg savnede at føle mig “normal”. Mit hår føltes som en del af min identitet, noget der gjorde mig til mig.
En dag fortalte en veninde mig om muligheden for at få en paryk lavet af rigtigt hår, doneret af fremmede mennesker, der ønskede at gøre en forskel. Det rørte mig dybt at tænke på, at nogen derude havde valgt at give en del af sig selv til en person, de aldrig ville møde. Jeg gik længe og tænkte over, om det var noget for mig. Ville det føles ægte? Ville det føles som mit hår?
Jeg besluttede mig for at undersøge muligheden for at få en paryk, og søgte nettet tyndt efter organisationer, der laver parykker. Endelig fandt jeg en løsning, og jeg kontaktede en organisation.**
Da jeg fik min paryk
Da jeg endelig modtog parykken, var jeg nervøs. Jeg åbnede æsken langsomt og tog forsigtigt parykken op. Den var blød, fyldig og havde en smuk, naturlig glans. Jeg stod længe med den i hænderne, mærkede vægten af den og indså, at denne paryk var mere end bare hår. Det var en gave, som på grund af et andet menneskes vilje og godhed i form af en hårdonation, nu var havnet som en paryk hos mig.
Første gang jeg tog den på, kunne jeg næsten ikke kende mig selv igen. For første gang i lang tid følte jeg mig som mig selv, ikke som en person med en sygdom eller en, der havde mistet noget. Det var som om, den lille del af mig, jeg havde savnet, var vendt tilbage. Parykken sad perfekt, og selvom jeg vidste, at det ikke var mit eget hår, føltes det sådan. Den gav mig modet til at møde verden igen med oprejst pande.
Jeg ved, at mit udseende ikke definerer mig, men følelsen af at have hår igen var som at få en lille del af mit gamle liv tilbage. Det mindede mig om, at selv når vi mister noget, kan der findes skønhed og godhed i de mest uventede steder. Hver gang jeg sætter parykken på, tænker jeg på den person, der donerede sit hår, og selvom vi aldrig har mødt hinanden, føler jeg en dyb forbindelse. Det er en gave, jeg aldrig vil tage for givet.
Kommentar fra teamet
* Mange mennesker med alopecia areata oplever at få sit hår tilbage igen efter 6-12 måneder, men sygdommen kan også være aktiv i flere år (kilde: Sundhed.dk).
** Du kan finde vores liste med organisationer og frisører her.
Det er modigt at stå frem med sin historie og det, man har været igennem. Vi håber meget, at denne fortælling er med til at forstå nogle af de problematikker og usikkerheder, der rammer dem, som mister håret og derfor vælger et liv med paryk. Derfor håber vi, at du har lyst til at donere dit hår til en god sag, når du næste gang sidder ved frisøren. Husk dog at tjekke op på reglerne – læs fx vores blogindlæg med vores trin-for-trin guide.
Obs: Billedet er kun for syns skyld, da kvinden har valgt at være anonym.